Malamutens historie: 

Alaskan malamute

Alaskan Malamute (også kaldet Malamuten eller ”the snow train of the north” – snetoget fra nord) er en af verdens ældste hunderacer. Den stammer fra den nordvestlige del af Alaska, hvor den blev fremavlet af Mahlemut-inuitter. Malamuten er verdens største og stærkeste slædehund. Den er kendt for sin ekstraordinære udholdenhed og for sin store loyalitet og venlighed overfor mennesker.

“Alaskan Malamute er en stor, stærk, stolt og pragtfuld hund. Den er først

og fremmest en trækhund, men også en god familiehund.

Den kræver tid, omsorg og vil være en stor del af familien, til gengæld

får man alt hvad man ”giver” hunden tifold igen”

– Citat fra Kennel Team Malamute

Oprindelse og historie

De tidlige tider

Idag mener eksperter, at de første mennesker kom fra Sibirien til Alaska fra 12-14.000 år siden Hele historien om Malamutens oprindelse vil altid forblive et mysterium, men det er klart, at den stammer fra ulven. Vi ved at de tidligste forfædre til Malamuten levede sammen med mennesker fra flere tusinde år siden. Eskimoerne må på et tidspunkt have fået tæmmet nogle ulve, som de så har anvendt som husdyr. Det formodes, at det kolde nord var et af de første steder i verden, hvor hunde blev anvendt som husdyr

Mahlemut-inuitterne var et nomadefolk, som levede i området omkring Kotzebue Sound, der ligger i den nordvestlige del af Alaska lidt nord for den nordlige polarcirkel. Mahlemut er navnet på den dialekt som disse eskimoer talte. Andre kilder angiver, at folket kaldte sig Mahle. Deres ord for landsby var Mut, og at de derfor blev kendt som Mahlemut-inuitter. I denne barske og ufremkommelige del af verden uden vegetation og med lave temperaturer var det nødvendigt med hunde for at overleve. Hundene benyttedes til jagt på sæler og isbjørne, slædetransport og til at varme inuitterne indendørs i de kolde vinternætter. De betragtede hundene som en del af familien, hvilket udviklede et stærkt bånd af respekt og kærlighed mellem mennesker og hunde. Som nomader skiftede Mahlemut-inuitterne jævnligt opholdssted, og det var vigtigt at deres hunde var stærke, så de kunne slæbe hele stammen, med alle dens ejendele. Hundene blev derfor udvalgt og avlet efter deres styrke, og efterhånden blev der udviklet en race af store, stærke hunde. Det skal understreges, at begrebet race i denne forbindelse ikke betyder, hvad det betyder idag. Mahlemut-inuitterne havde ikke avlsbøger og ingen bekymrede sig om hundens farve eller pelsens længde. Faktisk var det ikke ualmindeligt, at tæver i løbetid blev sat ud til ulvene for at blive befrugtet, således at hårdførhed og tilpasningsevne i Malamutens slægt blev fornyet. Opfattelsen af at der skulle have eksisteret en ren race af Malamuter i 1800-tallet findes, men det er næppe korrekt. Malamutens styrke gør, at den er meget udholdende og kan trække store læs af oppakning i lang tid. Endvidere kan den fungere på et minimum af foder i forhold til andre hunde. Inuitterne udvalgte også deres avlshunde efter evne til at finde vej, idet hundene skulle kunne hælpe til med at finde hjem i en snestorm.

1800-/1900-tallet

I 1800-tallet begyndte opdagelsesrejsende, handelsfolk, nybyggere og missionærer at indvandre til Canada og Alaska. De første beskrivelser af Malamuten er fra 1824 og er lavet af de arktiske opdagelsesrejsende William Edward Parry og kaptajn George Francis Lyon.

William Edward Parry ledte efter Nordvestpassagen og udforskede området med skibet HMS Hecla. Under hans anden ekspedition beskriver han dyrene under et ophold i Igloolik: “Under vores besøg mødte vi nogle hunde, som ikke tidligere er blevet beskrevet, og jeg skal derfor komme nærmere inde på disse uvurdelige dyr. I deres kropsfacon, deres korte spidse ører, tykke lodne pels og buskede haler ligner de så meget ulve, at de kan forveklses med dette dyr på afstand. For det trænede øje, er der dog en del forskel, idet ulven altid har hovedet bøjet og halen mellem benene, hvorimod hundene næsten altid bærer halen pænt krøllet over ryggen. Ulven er lidt større end hunden, men de hunde vi mødte i 1818 ved breddegrad 76 er næsten så store som ulven. Den højeste hund i Igloolik stod 2 fod og 1 inch fra jorden, målt ved ryggen. Gennemsnitshøjden var 2 inches under dette. Hundenes farve varierer fra hvid, over stribet eller spættet til sort/hvid eller næsten helt sort. Nogle er også røde og andre har en rødbrun tone på deres ben, hvor resten af kroppen er mørkere. Deres vinterpels er tre-fire inches lang, men udover dette giver naturen dem, i de strengeste perioder, en tyk underpels af tæt blød uld, som de smider i foråret. Med denne udrustning er de i stand til at modstå det mest barske vejr uden at blive påvirket af kulden, og uanset temperaturen har de højest brug for lidt vindafskærmning for at have det behageligt. De er også i stand til klare kulde, selv på de dele af kroppen, som ikke er beskyttet, og vi har set en ung hvalp sove med dens bare poter placeret på et isanker med termometret på -30 grader, hvilket hvis det var en af vores hunde ville have givet den øjeblikkelig og intens smerte, hvis ikke efterfølgende forfrysninger. De gør aldrig, men har en lang melankolsk tuden ligesom en ulv, og nogle gange vil de holde tudekoncert sammen i flere minutter. De slås og leger ofte, og nogle af dem er halt. Når man kæler med dem, og de er mætte, bliver de meget familiære og tamme, men dette forbedrer ikke deres kvalitet som trækdyr. Da vi gerne ville vide, om dette dyr i virkeligheden er tam-ulve, lavede Mr. Skeoch et skelet af hvert dyr, og vi fandt at antallet af ryghvirvler er det samme i begge, ligesom deres anatomi svarede til hinandens”.

George Francis Lyon, der var kaptajn på HMS Hecla, var den sjældne kombination af afrikansk og arktisk opdagelsesrejsende. Han var ægte interesseret i de oprindelige folkeslag i de lande han udforskede, og han talte flydende arabisk og levede i perioder blandt de indfødte iNordafrika. Han besøgte også de arktiske inuitter, hvor han blev tatoveret med nål og tilsodet tråd, og han spiste rå rensdyr og sælkød med inuitterne. Han beskriver inuitternes hunde i 1824: ”Disse nyttige skabninger er uundværlige tjenere for eskimoerne. De trækker et hvilket som helst bytte, der fanges, hjem ligesom de trækker deres herrer ud til jagten. Under vores anden vinter ejede jeg selv et hold af elleve meget fine dyr, og jeg lærte deres gode kvaliteter at kende. Eksimohunden ligner en hyrdehund fra England, men den er mere muskuløs og bredbrystet, hvilket skyldes det konstante og hårde arbejde, som den vokser op med. Dens ører er spidse, og dens ansigt er i nogen grad vildt. Ind imellem trækkes en hvalros af tre-fire af dem, og sæler trækkes hjem på samme måde, selvom jeg ind imellem har set en hund bærer sæler placeret i en kurv over ryggen. Hundene bærer også skind og oppakning. Man kunne tro, at i dette kolde klima, ville dyrene have bestemte parringsperioder, ligesom de vilde dyr; men det er ikke tilfældet, de får unger på alle tider af året, sjældent mere end fem per kuld. I december med termometret under -40 grader, kom tæverne i flere tilfælde i løbetid. Kulde har meget lidt effekt på disse dyr, hundene ved hytterne sov igennem snestormene og mine ved skibet havde ingen ly, men lå ved siden af hinanden med termometret nede på 42-44 grader (under nul), og uden større bekymringer end hvis vejret havde været mildt. Jeg fandt ved flere eksperimenter ud af, at tre af mine hunde kunne trække mig på en slæde der vejede 100 pund, med en fart af en mile på seks minutter; og som bevis på styrken af en velvoksen hund, trak min førerhund 196 pund alene, og samme distance på otte minutter”

En anden Alaska-udforsker, Henry M. Bannister, beskriver hundene under en ekspedition i 1865-1867: ”Lige så snart man tager slæden frem, samler hundene sig omkring den, hvor de danser af ophidselse og hæver deres stemmer i omkring et dusin forskellige toner”

Sidst i 1800-tallet fandt man guld i og omkring Yukon– og Klondike-floden og mange tusinde mennesker begav sig mod det kolde nord i håb om at finde den store rigdom. I Jack Londons bog ”The Call of the Wild” (”Når Naturen Kalder”) fra 1903, skriver forfatteren, at guldgraverne behøvede hunde, og at ”hundene de ville have, var tunge hunde med stærke muskler til hårdt arbejde, og lodne pelse der kunne beskytte dem fra frosten” . Nogle af lykkejægerne bragte selv hunde med til Klondike, andre skaffede hundene på stedet. Alle fandt ud af, at importerede hunde ikke var nær så gode, som de hunde der levede hos eskimoerne i Alaska. Malamuten blev hurtigt den foretrukne slædehund, da den uden sammenligning var den stærkeste trækhund. For at få endnu stærkere hunde begyndte man, at blande andre racer som Sankt Bernhard ogNewfoundlænder med Malamuten. Det resulterede i ekstraordinært stærke hunde, men desværre opstod et nyt stort problem for ejeren af hunden. Den ekstra vægt som disse giganter kunne trække betød, at de skulle have mere foder. I det hårde arktiske klima var mad en mangelvare, og det var netop grunden til at inuitterne havde værdsat Malamuten så højt. Den behøvede kun halvdelen af den foder, som andre hunde af denne størrelse havde behov for. En anden grund til at Malamuten blev blandet med andre racer var slædevæddeløb. De afholdtes i stor stil i guldgraversamfundene og mange blandede Malamuten med hurtigere hunde for at fremavle hunde med udholdenhed og fart. På et tidspunkt var Malamuten næsten uddryddet. Heldigvis gik det ikke så galt. Det lykkedes at opretholde den rene race ved avlsprogrammer udført af mennesker, der ville beholde den oprindelige Malamute. Milton og Eva Seeley var to af de personer, der udførte sådanne programmer, og netop de to anses for at være nogle af hovedkræfterne bag, at Malamuten ikke forsvandt.

Jackson B. Corbett, Jr beskriver i 1908 Malamuten: ”Der er tre store grupper af hundene i Nord. Malamuten har opnået den største berømmelse. De er fødte arbejdere, deres forfædre har i hundredevis af år arbejdet på de frosne stier i Alaska og British Yukon for indianere og eskimoer. En Malamute er en munter arbejder og en den mest genstridige skulker. Intelligent eller tykhovedet, men altid udspekuleret, snedig og klog. Den stjæler alt, der ikke er bundet fast. Disse stride slædehunde kom oprindeligt fra det lavere Yukon-land. Deres navn stammer ifølge indianerne fra ordet Malamoot, navnet på en eskimo-stamme, der levede ved Beringshavets kyst, og de mener, at det var de første indfødte i Alaska, som udviklede en slædehund. Den typiske Malamutes tykke, grå hår, hans korte, kraftige hals, spidse snude, rejste spidse ører og tunge forkrop minder om den grå ulv fra det fjerne Nord, mens den selvstændige, uafhængige holdning som han står der mellem sporene viser, at han nedstammer fra en lang linie af arbejdsomme slædehunde. Med generationer af arbejdere bag ham, er han en exeptionel stærk og pålidelig leder. Ingen roligere eller smartere leder eksisterer. Ingen andre kan gøre livet så surt som ham for en uerfaren eller ond slædefører. Så opmærksom er han, at hvis han først en gang har krydset et spor, synes dets mest ubetydelige detaljer at begrave sig i hans hukommelse, og år senere, uanset hvor meget sne, der er faldet eller hvor smal stien er blevet, vil han uden tøven og med stor sikkerhed følge sporet. Han finder vejen og guider holdet frem til det mest ensomt beliggende sted, selv med slædeføreren halvt bevidstløs”

I 1925 var kystbyen Nome på grænsen til en udbrud af en epidemi. På 5 dage kørte en gruppe på 20 slædeførerer og 150 hunde ialt 1.085 km tværs over Alaska^[13] med medicin og ankom, inden katastrofen brød ud. De blev udråbt som helte. Malamuten Balto var førerhund på det sidste stykke ind til Nome, og idag står der en statue af ham i Central Park i New York City

I 20’erne og 30’erne begyndte interessen for at avle racerene Malamuter for alvor at stige, og i 1935 blev Alaskan Malamute anerkendt som en hunderace under AKC (American Kennel Club). Idag er Malamuten udbredt over store dele af verden.

Helhedsindtryk

Malamuten er en stærkt dominerende og selvstændig hund. Som hvalp er den meget nysgerrig og legesyg, den kommer strålende, glad og imødekommen, alle i møde. Den voksne hund udviser ofte en meget værdig adfærd og kan virke uinteresseret, indtil den selv bestemmer, at der skal ske noget. Den er en kærlig og venlig hund overfor mennesker, og den trives bedst med flere mennesker og andre Malamuter. Man behøver aldrig være nervøs for en Malamutes handlinger overfor mennesker, selvom man naturligvis skal respektere, hvis den advarer i form af knurren og afvisende kropssprog, hvilket dog sjældent sker. Malamuten er meget tålmodig overfor små børn, men man bør altid overvåge dem, når de leger, som ved alle andre hunde. Det er absolut nødvendigt for Malamuten at have mulighed for at komme udenfor på alle tider af døgnet, den trives bedst udendørs, og det er ikke muligt at have en Malamute i en lejlighed. Malamuten har en sund appetit, og selvom Mahlemut-inuitternes hunde kunne klare sig uden ret meget mad, går Malamuten ikke af vejen for et godt måltid. Den vil undersøge borde og poser for alt spiseligt, og den spørger ikke om lov, før den tager for sig af eventuelle retter.

Intelligens

Kombinationen af kriterierne om styrke, stedsans og den gensidige respekt for hinanden gjorde, at Mahlemut-inuitterne udviklede en race af stærke men også intelligente slædehunde. Begrebet intelligent er noget flydende, når der tales om hunde. De fleste hundeeksperter vil angiveBorder Collie eller den tyske hyrdehund (Schæferhund) som de mest intelligente. Det skyldes deres gode evne til at oplæres i at udføre en bestemt opgave som at røgte får eller som vagthunde – opgaver som Malamuten ikke egner sig til på grund af sin stærke selvstændighed og ubegrænsede glæde for mennesker, både kendte og fremmede. På en jagt ville Malamuten være på sin helt egen jagt uden at ænse jægeren, og som vagthund siger den ikke en lyd, hvis tyven blot klør den lidt på maven. At den skulle bide tyven er fuldstændig utænkeligt. Malamuter kender ikke til begrebet fremmede, men tager imod dem som venner, der har været væk. Malamutens intelligens er først og fremmest i forhold en generel indlæring, hvor den meget hurtigt opfatter, hvad man vil have den til, sålænge det ikke strider for meget mod dens egenrådige og menneskeglade sind. Alle hunde kan lære en teknik eller forskellige måder atgøre en ting på, men ikke alle kan kombinere metoder og selv finde på løsninger af opgaver, som fører til de rette resultater. Det evner Malamuten, og den kan finde på ret indviklede metoder til at nå resultater. Hvis den vil lokke noget fra en anden hund, kan den finde på at lade som om, at der sker interessante ting, for eksempel at der er gæster ved døren. Den står så og kommer med lyde ved døren, og når den ande hunden kommer for at se, hvad der sker, er der fri bane til byttet. Dens klogskab viser sig også i forbindelse med dens overlevelsesevne i de arktiske områder, hvor den ikke behøver ordrer for at træffe beslutninger om, hvordan den redder sig selv og sin last ud af ekstreme forhold. Malamuten har en virkelig god hukommelse og stedsans, der gør at den altid kan finde vej. Intelligensen er endvidere af social karakter, idet Malamuten har et åbent, positivt sind og en humoristisk sans. Malamuten har stor kærlighed til mennesker, udviser stærk loyalitet for flokken herunder mennesker og evner at kommunikere på en måde som ingen andre hunderacer.

Kommunikation

Den viser gerne sine følelser med et væld af fysiske og sproglige handlinger, som er helt unikke for denne race. Den bruger poter og kropssprog i stor stil til at udtrykke sig. Malamuten gør normalt ikke, men ind imellem forekommer individer, der ikke har problemer med at gø. Alligevel er Malamutens stemmen et kapitel for sig. Den har et særdeles varieret sprog, bestående af både brummen, knurren og hylende lyde, hvormed den udtrykker sine følelser. Den har en helt karakteristisk woo-woo brummen, som den anvender til at kommunikere og nogle år i selskab med Malamuten vil overbevise enhver om, at den taler, og at man kan høre på stemmen, om Malamuten er sulten, utålmodig, legesyg, glad, utilfreds eller bare hyperaktiv. Den amerikanske filminstruktør George Lucas havde engang en Alaskan Malamute, og det var inspireret af den, at han udviklede mimikken som benyttes og sproget som tales af Chewbacca i Star Wars filmene. Hunden hed iøvrigt Indiana og Lucas opkaldte også hans berømte arkæolog Indiana Jones efter den

Andre dyr

Malamutens dominerende natur gør, at den ikke finder sig i andre hundes provokationer. På TV2’s debatsider kan man læse en historie om en Malamute, der boede på en vej, hvor der også var nogen, som havde en pekingeser. Hver gang Malamuten kom forbi haven med pekingeseren, så skabte og gøede pekingeseren sig altid. Men en dag stod havelågen åben ind til pekingeseren, så Malamuten gik derind og tog pekingeseren i munden, dernæst bar den hunden ud på vejen og satte den ned, og derefter lettede Malamuten ben og pissede på pekingeseren. Siden den dag sagde pekingeseren aldrig en lyd, når Malamuten kom forbi. Om historien er sand vides ikke (det ville kræve at Malamuten var løs, hvilket de færreste Malamutejere kunne drømme om), men det lyder absolut, som noget en Malamute kunne finde på. Malamuten kommer fint ud af det med andre hunde, hvis den bliver rigtigt socialiseret med dem fra starten. Den canadiske dyrlæge Bruce Fogle, der har udgivet utallige bøger om hunde og kattes adfærd, angiver at 6 til 12 uger er den optimale alder for en hund til at vænnes til andre hunde og dyr. Derefter bliver det sværere. I Malamutens tilfælde kan det blive nærmest umuligt. Indtil man kender sin Malamute rigtig godt, skal man aldrig lade den være alene med andre dyr, heller ikke dem i samme husstand. Malamuten kan være en trussel mod andre dyr. Malamutens forfædre var ind imellem tvunget til at jage, søge og kæmpe om mad, hvorfor Malamuten idag har et anstrøg af rovdyr over sig. Hvis de løber frit omkring, vil de slagte dyr som mus, kaniner, fugle og katte. Deres jagtstil er lydløs, snigende og forfølgende.

Udforskning

Malamuten er meget nysgerrig, og tager enhver chance for at komme ud og se sig omkring i verden. Man må ikke forvente, at man kan træne en Malamute op til at gå uden snor. Dertil er dens selvstændighed og jagtinstinkt alt for markant. Hvis der kommer en kat forbi, må man ikke regne med, at en løs Malamute bliver ved ens side, uanset hvor længe man har trænet den. Også jorden udforskes gerne, og Malamuten er kendt som en lidenskabelig graver. Hvis man er øm over for sin græsplane og planter, skal man ikke have en Malamute gående rundt i haven.

Træning

Malamuten er af natur og bygning et trækdyr. Den elsker hårdt arbejde, og man kan træne en Malamute til at være pakhund, slædehund eller weight-puller

Pakhund på vandreture er ideelt, hvis man kun ejer een hund, og det er nemt at træne en Malamute til at bære oppakning. Der findes en del tasker på markedet eller man kan lave sin egen. Sørg for at taskerne sidder ordentligt, så hunden kan bevæge sig frit uden at være generet. Sørg for at taskerne kan komme nemt og hurtigt af i tilfælde af en nødsituation. Hunden skal opdrages i at gå pænt, og i at opføre sig ordentligt i lejren, hvis man overnatter på turen. Når hunden er 6-8 måneder gammel, kan man begynde. Start med en last på maksimalt 1/8 af hundens vægt. Fyld taskerne med store, lette ting, så hunden får fornemmelsen af oppakning, uden at det bliver for tungt for den. En udvokset og trænet hund, kan bære op til 1/3 af sin vægt. Under vandreture skal hunden have pause en gang i timen, hvor den får vand og man undersøger om oppakningen sidder ordentligt. Under sådanne ture skal hunden have ekstra mad i forhold til normalt, når den er hjemme.

Slædeløb er en større videnskab. I denne artikel skal det blot nævnes, at man i Danmark ofte anvender vogne med hjul til at træne Malamuter i slædeløb.

Weight Pulling konkurrencer går ud på, at hunden trækker en given vægt over en given distance på tid. Vægten øges for hver runde, og hunden ryger ud, hvis den ikke klarer en runde. Konkurrencerne er inddelt i vægtklasser. Der anvendes flere regelsæt, men det mest benyttede er International Weight Pull Associations (IWPA) eller Alaskan Malamute Club of Americas (AMCA). Ifølge de regler skal en hund trække et læs på en slæde eller en vogn ad en distance på 16 feet på et minut. Ejeren må motivere hunden med råb fra mållinien. Man kan træne hunden fra den er 6 måneder gammel, selvom reglerne ofte siger, at hunden først kan deltage, når er et år gammel. Hunden skal helst have lært lidt lydighedstræning, inden man går igang, så den forstår kommandoer som ”bliv” og ”kom”. Start med en let vægt på sne, grus eller græs. Vær sikker på, at selen sidder ordentligt, og at byrden ikke laver larm eller er så let, at den rammer hunden, hvis den bliver bange og begynder at løbe. Et lille dæk er en god vægt at starte med.

Endelig kan man også træne agility med en Malamute.

Malamuten lærer hurtigt og begynder hurtigt at kede sig, så det er nødvendigt, at man er klar til at holde Malamuten på tæerne og interesseret i træningen. Den vil ikke blive ved at udføre den samme opgave igen og igen, ligesom andre lydige racer, men simpelthen stoppe med at udføre opgaven og finde på noget andet, som den finder mere underholdende. Malamuten beskrives ofte som intelligent men besværligt stædig. Det er nødvendigt med engagement og beslutsomhed, hvis man vil opdrage den ofte stivnakkede og selvrådige hvalp. Dens forfædre blev skabt til at kæmpe sig igennem is, slud, sne og umulige storme, opgaver som krævede indavlet beslutsomhed. Det er ikke noget Malamuten kan slå til og fra, som det passer ejeren. Man kan guide Malamuten i den retning, man ønsker, men man kan ikke presse den derhen. Det hjælper heller ikke at være hård overfor hunden, den vil ikke tolerere mishandling, og det er umuligt at få en mishandlet Malamut til at adlyde. Klodsede forsøg på at vise Malamuten, at man er føreren, kan blive mødt med morskab, kedsomhed eller fjendskab. Malamuten kan sagtens trænes over lang tid, men den kræver, at man gør det interessant for den. Man skal begynde træningen, og regler skal gøres klart for den, når hunden er hvalp. En normal Malamut forstår hurtigt, hvad man prøver at lære den, men det er ikke sikkert, at den vælger at adlyde. Hvis man prøver, at få hunden til at gøre noget, som ikke giver mening for den, vil den tage sin tid, før den adlyder. Den vil give dig en chance for at holde op med at være latterlig i dens øjne. Når det går op for den, at du ikke giver op, men konstant beder om den samme ting, vil den til sidst give efter. Hvis man er stabil nok til at håndtere en voksende Malamut, bliver man belønnet med en livslang ledsager, hvis hengivenhed er grænseløs.

Pleje

Det kræver et stort arbejde at pleje en Malamute mentalt, men til gengæld slipper man stort set for at pleje hunden fysisk. Malamuten vasker sig som en kat og har selvrensende pels, så den skal ikke vaskes eller til frisør (!). Den behøver ikke meget pelspleje, men skal børstes, når den fælder to gange om året, da den ellers hurtigt kommer til at ligne et slidt uldtæppe.

Varianter

Idag findes der to forskellige linier af Alaskan Malamute. Den ene benævnes M’Loot og den anden Kotzebue. Der er flere forskelle på disse to linier. M’Loot Malamuten er væsentlig større end Kotzebuen. M’Looten findes i mange forskellige farvevariationer; ulvegrå, sort/hvid, zobel/hvid, sæl og andre mens en ægte Kotzebue altid har ulvegrå pels. Endvidere er Kotzebuen mindre aggressiv, men den kan til gengæld være mere aktiv end M’Looten. Kotzebue-linien var den linie som Milton og Eva Seeley avlede ud fra de ægte Malamuter, som de samlede til deres avlsprogram i 20’erne og 30’erne. M’Looten blev avlet af Paul Voelker, der også var en af Nordamerikas første Malamute-avlere. Voelker søgte ikke selv om, at få sin race anerkendt som en selvstændig linie, men andre som købte hans hunde gjorde, og linien blev anerkendt. Faktisk findes der en tredje linie, der hedder Hinman eller Hinman-Irwin linien. Denne linie involverede kun nogle få hunde, men de har haft stor indflydelse på avlen. I kombination med M’Looten har Hinmanen produceret nogle af de allerbedste eksemplarer af Alaskan Malamuten, og de har været stærkt repræsenteret blandt præmiehunde. Avlere diskuterer til stadighed, hvilken der er den ”korrekte” Malamute.

Helbred

Malamuten har generelt et godt helbred. Ifølge en engelsk undersøgelse udført af UK Kennel Club i 2004 bliver Malamuten i gennemsnit 10,7 år gammel. Denne undersøgelse baseredes dog kun på 14 individer, så resultatet skal tages med et vist forbehold. Det er ikke usædvanligt, at en Malamute bliver 13 år gammel, hvis den har været holdt i form igennem livet. I Danmark sættes sundheden for Malamuten højt. Alle Malamuter der anvendes til avl, skal undersøges for cataract og andre øjenlidelser samt HD-fotograferes, så status på hundens hofter bliver kendt. Mange opdrættere vælger også at få deres hunde fotograferet for albueleds arthrose. Lidelserne er ikke et stort problem i Danmark, men de forekommer og er naturligvis et stort problem for de ramte hunde. Tæven kommer i løbetid ved 6-8 måneders