|
FCI racestandard
Alaskan
Malamute
Oprindelsesland USA
Nr
243 (org.14.08.1996)
Anvendelse:
Slædehund.
FCI
gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type)
Sektion
1, (Nordiske slædehunde), uden brugsprøve.
Helhedsindtryk:
Alaskan Malamute - en af
de ældste, arktiske slædehunderacer - er en kraftfuld og massivt
bygget hund med dybt bryst og stærk, meget muskuløs krop. Den
står solidt plantet på poterne og giver i denne stilling indtryk
af handlekraft, med en stolt holdning, løftet hoved og vågne
øjne, der røber interesse og nysgerrighed. Hovedet er bredt,
ørerne trekantede og opstående, når hunden er opmærksom.
Næsepartiet er fyldigt og bliver kun lidt smallere fra roden til
næsen. Det er ikke spidst eller langt, men heller ikke for kort
og groft. Pelsen er tyk, med en grov dækpels, der er lang nok
til at beskytte den tykke underpels. Malamutes har mange
forskellige farver, og ansigtets aftegninger er et
karakteristisk træk. De består af en ”hue”, med ansigtet helt
hvidt eller med aftegning i form af en stribe og/eller maske.
Halen er busket og bæres over ryggen som en vejende fjerbusk. En
Malamute skal have svære knogler og sunde lemmer, gode poter,
dybt bryst og kraftfulde skuldre, og den må have alle de øvrige
fysiske egenskaber den behøver, for at udføre sit arbejde
effektivt. Bevægelsen skal være støt og harmonisk, utrættelig og
absolut effektiv. Den er ikke beregnet til brug som hurtig
slædehund i hastighedsløb. En Malamute er bygget med styrke og
udholdenhed for øje, og ethvert træk hos den enkelte hund,
herunder temperamentet, der strider mod opfyldelsen af dette
formål, skal betragtes som den alvorligste form for fejl.
Proportioner:
Brystdybden udgør
ca. halvdelen af skulderhøjden, og det dybeste punkt ligger
netop bag forbenene. Kropslængden - fra skulderspids til det
bagerste punkt på bækkenet - er større end skulderhøjden.
Temperament:
Alaskan Malamute er
en kærlig og venlig hund, ikke nogen ”en-mands-hund”. Den er en
loyal og hengiven ledsager, leger gerne på opfordring, men
virker som voksen i reglen mest imponerende ved sin værdighed.
Hoved:
Hovedet er bredt og dybt,
ikke groft eller klodset, men proportioneret efter kroppens
størrelse. Udtrykket er mildt og tyder på en venlig karakter.
Skalle:
Bred og moderat
rundet mellem ørerne, gradvis mere smal og flad mod øjnene, og
den afrundes ned mod kinderne. Der er en let midterfure mellem
øjnene. Skallens og næseparties overlinier bryder svagt en ret
linie nedefter, hvor de mødes.
Næse:
Hos alle pelsfarver,
undtagen rød, er næse, læber og øjenrande sort pigmenterede.
Brun næse er tilladt hos røde hunde. En ”snenæse” med lysere
strejf er acceptabelt.
Næseparti:
Stort og svært i
forhold til skallen, kun lidt aftagende i bredde og dybde fra
overgangen mod skallen og ud til næsen.
Læber
Tæt sluttende.
Kæber, bid:
Brede kæber med
store tænder. Fortænderne mødes i saksebid. Over- eller underbid
er en fejl.
Kinder
Moderat flade.
Øjne:
Skråtplacerede i skallen.
Øjnene er brune, mandelformede og middelstore. Blå øjne er en
diskvalificerede fejl.
Ører:
Middelstore, men små i
forhold til hovedets størrelse. De er trekantede af form med let
afrundede spidser. De er bredt ansat yderst og bagtil på
skallen, på linie med øverste øjenkrog, sådan at de i rejst
tilstand ser ud til at stå ud fra skallen. De peger let
fremefter, men når hunden arbejder, foldes ørerne af og til ned
langs skallen. Højt ansatte ører er en fejl.
Hals:
Stærk og moderat buet.
Krop:
Kompakt bygget, men ikke
med for korte flanker. Kroppen må ikke være overvægtig, og
knoglekraften skal svare til hundens størrelse.
Ryg:
Lige, let faldende mod
hofterne.
Lænd:
Hård og meget muskuløs. En
lang lænd, som kan svække ryggen, er en fejl.
Bryst:
Veludviklet.
Hale:
Moderat højt ansat -
følger ryglinien ved roden. Den bæres op over ryggen, når hunden
ikke arbejder. Den er hverken stram eller ligger tæt til ryggen,
og den har heller ikke så kort pels som en rævehale. En
Malamute-hale har fyldig pels og minder om en vejende fjerbusk.
Lemmer
Forparti:
Forbenene har svære
knogler og muskler og er helt lige ned til mellemhånden, set
forfra.
Skuldre:
Moderat
skråtstillede.
Mellemhånd:
Kort og stærk, let
skråtstillet set fra siden.
Bagparti:
Bagbenene er brede.
Set bagfra skal de både stilles og bevæge sig i ret linie med
forbenenes bevægelse, hverken for snævert eller for
bredt.Vildtkløer på bagbenene er uønskede og bør fjernes straks
efter fødslen. (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i
Danmark.)
Lår:
Med svær muskulatur.
Knæ:
Moderat vinklede.
Haseled:
Moderat vinklede og
godt lavt ansatte.
Poter:
Af ”sneskotypen”, tæt
sluttede og dybe, med fyldige trædepuder, der giver et fast,
kompakt udseende. Poterne er store, med tæt sluttede godt
hvælvede tæer . Der er et beskyttende hårlag mellem tæerne.
Trædepuderne er tykke og robuste, kløerne er korte og stærke.
Bevægelse:
En Malamute’s
bevægelse er støt, harmonisk og kraftfuld. Den er adræt trods
sin størrelse og bygning. Fra siden ser man bagpartens kraftige
fraskub, der overføres via den godt muskuløse lænd til
forparten, som opfanger fraskubbet med flydende, lange skridt.
Set forfra eller bagfra bevæger benene sig præcis i lige linie,
ikke for snævert eller for bredt. I hurtigt trav vil poterne
nærme sig kroppens midterlinie. En stiv eller styltet bevægelse
eller enhver anden gangart, der ikke er fuldkommen effektiv og
utrættelig, skal reducere bedømmelsen.
Pels
Hårlag:
En Malamute har en
tyk, grov dækpels, aldrig lang og blød. Underulden er tæt, fra
2,5 til 5 cm tyk, virker ”olieret” og ulden. Den grove dækpels
varierer i længden ligesom underulden. Pelsen er relativt kort
til middellang på kroppens sider, og bliver noget længere over
skuldre og hals, ned langs ryggen og krydset og på bukser og den
buskede hale. Pelsen er normalt kortere og ikke så tæt i
sommermånederne. En Malamute udstilles som den ser ud fra
naturens hånd. Trimning er ikke acceptabelt, bortset fra, at
poterne kan nettes lidt for at give et mere soigneret udseende.
Farve:
De sædvanlige
farver går fra lys grå over de mellemliggende nuancer til sort,
samt fra zobel og nuancer af zobel til rød. Farvekombinationer
accepteres i underpels i ansigt, på ører, ben og hale. Som
ensfarvet tillades kun hel-hvid. Hvidt er altid den dominerende
farve på kroppens underside, på poterne, noget af benene og i en
del af ansigtets aftegning. En hvid pandeblis og/eller krave
eller nakkeplet er tiltalende og acceptabelt. En Malamute har
”mantle”, (en mørk aftegning over skuldre, ryg og sider), og
brudte farver på kroppen som pletter og uregelmæssige stænk er
uønskede.
Størrelse:
Der er et
naturligt spillerum i racens størrelse. De ønskelige mål er for
en arbejdsduelig trækhund følgende:
Hanner,
skulderhøjde 63,5 cm, vægt 38,5 kg
Tæver,
skulderhøjde 58,5 cm, vægt 34 kg
Størrelsen
må dog ikke vægtes over type, harmoni, bevægelse og andre
funktionelle træk. Hvis to hunde bedømmes som lige gode i type,
harmoni og bevægelse, foretrækkes den, hvor vægt og størrelse
kommer nærmest det ønskelige.
Vigtig
sammenfatning:
Ved bedømmelsen af en
Alaskan Malamute skal dens funktion som slædehund til tung last
under arktiske forhold tillægges større betydning end alt andet.
Nedslag i en hunds bedømmelse skal være bestemt af, hvor meget
den afviger fra beskrivelsen af den ideelle Malamute, samt hvor
meget den enkelte fejl vil påvirke hundens evne til at arbejde.
En Malamutes lemmer skal tyde på usædvanlig styrke og vældig
trækkraft. Enhver antydning af usundhed i ben eller poter - for
eller bag , i stand eller bevægelse - skal betragtes som en
alvorlig fejl. Fejl i denne henseende kan være flade eller
spredte poter, kohaser, blød håndrod, stejle skuldre, mangelfuld
vinkling, styltet bevægelse (eller enhver bevægelse, der ikke er
harmonisk, kraftfuld og stabil), opløben bygning, lavtstillet,
overvægt, spinkle knogler og generelt dårlige proportioner.
Fejl:
Enhver afvigelse fra
de foregående punkter betragtes son en fejl, hvis betydning for
bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Diskvalificerende fejl:
Blå øjenfarve.
Hanhunde
skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk
Kennel Klubs bemærkning:
Forhold,
der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en
alvorlig fejl.
Standarden udgivet af FCI 9 juni 1999
Oversættelse godkendt af DKK’s Standard Komité december 1999
NB!
Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i december 1996. |